Jeg rejste mig efter stress

Det var næsten ni år siden, jeg startede på frisøruddannelsen. Mit liv har fra begyndelsen budt på mange udfordringer, og i mange år havde jeg ikke engang selv forestillet mig, at det kunne blive anderledes. Der stod jeg så: Et helt menneske, næsten voksen. I de seneste par år var det gået rigtig stærkt. Jeg havde formået at holde tungen lige i munden og ikke mindst holde fokus på mit mål.

København var mit nye hjem og efter blot fire år i den pulserende hovedstad følte jeg mig hjemme. Jeg var butikschef i Danmarks nok travleste salon, og med en årsløn på den gode side af godt tilfreds, havde det været mig muligt at købe en lækker lejlighed på indre Østerbro. Det gik med andre ord godt - rigtig godt. De fleste af mine vågne timer forløb med arbejde, og jeg var vild med det. Hvad, jeg ikke tænkte så meget over, var dog, at jeg ingen tid havde til mig selv, mine venner og min familie. Og det skammer jeg mig over den dag i dag. Ikke kun i forhold til mine nærmeste, men også i forhold til mig selv.

Da alt var i oprør

Vi skruer tiden tilbage til december 2013. Jeg havde problemer med at sove i den periode, og da jeg en søndag morgen vågnede, efter endnu en nat uden meget søvn, følte jeg mig ikke godt tilpas. Et par timer efter ventede en ny lang arbejdsdag med mange kunder. Min plettede hukommelse fra den morgen siger mig, at jeg var svimmel. Pludselig fandt jeg mig selv stå ude på badeværelset. Under bruseren med koldt vand løbende ned over min krop, omend jeg fortsat var iført både underbukser og strømper. Jeg slukkede for vandet. Rystende som et skræmt dyr fik jeg bevæget mig over på toilettet, hvor jeg kunne sidde. Kort efter gjorde jeg flere forsøg på at komme op at stå, men hver gang sortnede det for mine øjne, og jeg blev tvunget i knæ af min egen vægt. Langt om længe lykkedes det mig dog til sidst at komme på benene, og jeg kunne stavre ind i sengen, hvor jeg lagde mig på ryggen. Jeg var slap i hele kroppen, og mit hoved kogte over, men jeg kunne kun tænke på en ting... Mit arbejde.

Efter et stykke tid fik jeg det bedre. Jeg tog et varmt brusebad og gjorde mig klar til, at tage på job. På grund af den ubehagelige oplevelse var jeg blevet forsinket og ringede derfor efter en taxa. Kortvarigt følte jeg, at jeg var tilbage på sporet, men der gik dog ikke lang tid, før jeg fik det dårligt igen. Taxichaufførens kørsel var ikke vildere end normalt, men pludselig skulle jeg kaste op. Det kom som et chok for mig, men det passede heldigvis med, at vi holdt stille i et lyskryds. Chaufføren spurgte, om jeg var okay. Jeg løj og nikkede.

Herefter blev jeg sat af et par hundrede meter fra min arbejdsplads og satte kurs imod bageren. Jeg måtte have noget indenbords, og inde i mit eget hoved lød det som en plausibel årsag, at den uheldigt episode i taxien skyldtes et ikke alt for veltilberedt aftensmåltid, jeg havde spist kort før sengetid dagen forinden.

På min vej til bageren måtte jeg sidde ned et par gange, og det samme scenarium udspillede sig, da jeg havde kurs mod salonen. Jeg låste mig ind i butikken og gik mod baglokalet hvor jeg satte mig på en stol. Det føltes som om, at jeg havde taget min krop på som et hylster. Jeg var helt tom indeni. Min vejrtrækning blev tungere og hurtigere, mit hjerte bankede i et hastigt tempo, og det dunkede som en tung bas i min mave.

Jeg satte hænderne op foran mit ansigt, hvor tårerne løb ned af mine kinder. Den dunkende fornemmelse fra maven havde nu spredt sig til hele kroppen. Mine fingre, min hals, mine læber – alt var i oprør. Jeg hyperventilerede, og først da en tidligere kollega tog fat i nakken af mig og bad mig om at kontrollere min vejrtrækning, begyndte min krop at slappe lidt af igen. Klokken var på det tidspunkt 10 om formiddagen, men der skulle gå yderligere 5 timer, inden jeg kunne rejse mig og forlade salonen.

Mange vil måske tænke, om det ikke havde været hensigtsmæssigt at ringe efter en ambulance i et sådanne tilfælde - og det ville det højst sandsynligt. Men selv om alarmklokkerne burde ringe højt, gjorde de det ikke. Dagen efter holdt jeg fri. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede, men en ting er sikkert: Jeg forlod ikke mit hjem.

De kan jo ikke uden mig


Det var nu blevet tirsdag, og jeg sad i metroen på vej på arbejde. Jeg vidste, der var brug for mig. Årets sidste måned er som oftest den travleste tid på året i min branche, og rekorden fra i fjor stod som et mål, der skulle nås. I min iver efter at bevise overfor mig selv, at der ikke var noget galt, begyndte jeg at klippe mine kunder. Men min hånd var ikke sikker, og jeg tabte min kam flere gange og kunne ikke holde fokus. Mine bevægelser var langsomme og hurtigt kom jeg en halv time bagefter i tidsplanen. Det må have været specielt for de andre at se deres chef på den måde - og der blev da også reageret. Jeg blev sendt hjem for resten af ugen på befaling fra ejeren.

Da jeg et par dage sener sad i venteværelset hos min læge, var mit syn på situationen stadig sløret. Jeg blev kaldt ind af Janne, som hun hedder, og det var en entré der skulle vise sig at få afgørende betydning. Min søde læge var klar i mælet, da hun havde hørt min historie, og bad mig kort sagt om at holde fri resten af måneden. Men var jeg meget imod det forslag til at starte med.

‘De kan jo ikke klare den uden mig’, tænkte jeg. I mange år havde jeg været firmaets mand og en god aktiv for virksomheden. Hvordan skulle mine ansatte kunne fortsætte opturen uden mig ved deres side? Hvordan skulle virksomheden klare sig uden min indsats i en hel måned?

Det kunne de selvfølgelig godt, men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt. At gå fra, at dedikere sig selv 110 procent til sit arbejde for så at stå helt stille efterfølgende, er virkelig svært. Men lægen fik heldigvis overtalt mig. Jeg lagde saksen på hylden resten af måneden, og vi aftalte at ses igen til en opfølgende samtale i januar.

Da vi mødtes efter årsskiftet, havde jeg fået et helt andet syn på tingene. Mængden af stresshormoner og adrenalin i mit blod var faldende, og det gjorde mig sløv. Så sløv, at jeg næsten intet kunne overskue. Min reaktion var ikke til at tage fejl af, da jeg grædende brød sammen på min læges kontor. Jeg var ikke parat til at starte på arbejde endnu. Faktisk kunne jeg slet ikke forestille mig at skulle starte i den travle salon igen. Men det sagde i virkeligheden ikke så meget, for jeg kunne overhovedet ikke forestille mig ret meget på det tidspunkt.

Liggesår og junkfood

Der skulle gå tre måneder, inden jeg igen satte mine ben i salonen. Det var en speciel tid, som jeg ikke husker meget fra. Dagene var enten meget lange eller meget korte. For det meste lå jeg bare på min sofa hele dagen. Mad fik jeg ikke meget af, og når jeg gjorde, var det junk. Normalt har jeg ellers altid spist sundt, men overskuddet rakte ikke engang til en tur i Netto.

Den sidste måned blev jeg dog paradoksalt nok afsporet på anden vis og havnede i den modsatte grøft. Jeg kunne bruge tre til fire timer i det lokale fitnesscenter hver eneste dag. Ikke fordi jeg nødvendigvis trænede tiden væk - nogle gange var jeg der bare. Altsammen var det med til at understrege, at jeg gik gennem en periode, hvor jeg befandt mig på talrige mærkelige stadier.

Nuvel. Det var tid til at komme tilbage til hverdagen. Håbede jeg i hvert fald på. Jeg startede roligt op i salonen, hvor jeg skulle arbejde 15 timer om ugen til at begynde med. I løbet af de næste tre måneder kom jeg op på 25 timer om ugen, og der var fremgang at spore. En kollega, som jeg havde arbejdet sammen med siden læretiden i Jylland, havde overtaget alle mine administrative arbejdsopgaver, hvilket jeg var meget tilfreds med. Hun er dygtig og skal nok klare det, tænkte jeg. For mig var næste skridt nu at komme på fuld tid igen. Det skulle dog vise sig at blive sværere end som så.

Ejeren og jeg kunne således ikke blive enige om betingelserne for min tilbagevenden som butikschef. Nærmere kan jeg ikke komme det grundet min tavshedspligt over for virksomheden. På bundlinjen blev resultatet, at vi aftalte at afslutte samarbejdet. Jeg stoppede hos kæde-frisøren i slutningen af maj 2014.

En øjenåbner

Den næste måned udviklede sig til at blive meget vigtig for min fremtid. Ja, der var sågar tale om et direkte vendepunkt i forhold til min kamp med sygdom og stress. Kort tid efter bruddet var jeg igen på besøg hos min læge Janne. Vi sad i kontorets lille køkken og fik os en kop kaffe.

Jeg var dagens sidste patient, og der var derfor ekstra god tid til at snakke. Vi talte om, hvordan forløbet havde været, og hvad der skulle ske fremadrettet. I flere år havde jeg nedskrevet ideer til forskellige iværksætter-projekter samt frisør-koncepter, og det var tilmed blevet til et par forretningsplaner, der var stort set færdiggjorte og klar til at blive sat i søen. Min læge var begejstret for initiativerne. Hun mente helt klart, at jeg burde åbne min egen lille frisørsalon, så jeg selv kunne styre tempoet. Jeg selv var mere usikker på, om jeg kunne holde til det. Få måneder tidligere havde en lille tur i supermarkedet eksempelvis været en udfordring af de helt store. Men Janne var fortrøstningsfuld: ‘Det kan du sagtens, Filip’, sagde hun. Og med den udmelding i baglommen gik jeg hjem og overvejede situationen.

Forretningsplanerne kom på bordet igen, og jeg begyndte at få store tanker.

Ordet ‘iværksætter’ smagte mig godt, og jeg var godt klar over, at det ville gå i den retning. Jeg havde de seneste år fuldt iværksætteren Martin Thorborg på diverse sociale medier. Her har den erfarne mand i længere tid - og på fornuftig vis - delt ud af sine egne erfaringer. Flere hundrede film er det blevet til, og jeg vil våge den påstand, at jeg har set hver og en af dem.

I min søgen efter rådgivning havde jeg tidligere taget kontakt til den talentfulde herre. Egentlig havde jeg ikke forventet at få noget retur, men en dag lå der alligevel en mail i indbakken. Afsender var Martin Thorborg. Det var en sjov mail at få, for der stod ikke rigtig noget. Dog var et lydspor vedhæftet med en kort og klar besked: ‘Du kan sagtens starte en frisørvirksomhed. Erhvervslokaler er vildt billige lige nu, og på tre år kan du have en endnu federe virksomhed med mere tilfreds personale end de, der er i den virksomhed, du kommer fra.’

Hænderne op eller bukserne ned


Jeg hørte beskeden igen og igen. Det var dejligt med lidt medvind, og endelig var der sat sejl. I løbet af en måned fik jeg alle de nødvendige aftaler i hus. Banken var med på idéen, lokalerne var fundet, hjemmesiden var på plads, og der blev oprettet profiler på diverse sociale medier.

Kort sagt: Det gik den rigtige vej. Grunden til, at det hele forløb uden større benspænd, var, at alt var nedskrevet i forretningsplanen. Der blev taget et skridt af gangen, og udførelsen foregik i et tempo, hvor jeg selv kunne være med. Jeg følte mig ikke stresset over alle de ting som skulle på plads. I stedet var jeg ramt af en glæde, og det er en fantastisk drivkraft, som jeg vil gøre brug af i fremtiden.

Det var blevet august 2014, og jeg havde lige holdt åbningsreception i salonen. Det var fedt at mærke den store opbakning fra både venner, familie og gamle kunder. Mange havde allerede fundet mig via Google eller Facebook, og flere af mine dage var allerede fra starten fuldt bookede.

Jeg gik i flere måneder med hænderne over hovedet og kunne slet ikke forstå, hvordan det hele kunne gå så godt. Endelig var jeg min egen herre, og intet kunne få mig til at blive i sengen om morgenen. Jeg skulle jo hen i salonen. Alle mine bekymringer hørte fortiden til, og en tung byrde, som i mange år havde tvunget mig i knæ, var nu var løftet fra mine skuldre. Det er en følelse, som let kan sammenlignes med juleglæden, man havde som lille, eller de hormoner, som får frit løb, når man er nyforelsket.

Det er nu lidt over et år siden, at jeg bogstaveligt talt blev sendt til tælling som følge af stress. På blot et år er jeg gået fra at have et anti-socialt liv, fyldt med for meget arbejde, konstant bekymring,, stress og alt for lidt søvn, til i dag at have en tilværelse med dagligt overskud, ro i hovedet og en endnu voksende arbejdsglæde. At min krop sagde stop dengang, er det bedste, som er sket for mig i rigtig lang tid. Jeg kan nu se, hvordan jeg i flere år misbrugte mig selv og var elendig til at sige fra.

Opmærksom på de små ting

Noget af det vigtigste - og det jeg husker bedst af de råd, min læge gav mig - er, at du som person skal forsøge at gøre ting, som gør dig glad. Det var bl.a. sådan jeg kom på benene igen og fik styr på mine tanker. Det siger sig selv, at det ikke er alt, man foretager sig i livet, som er lige underholdende. Men man kan gøre sit bedste for at give sig selv de optimale betingelser i tilværelsen. Lægge sine kræfter der, hvor man føler, at man gør mest nytte. Jeg laver f.eks. ikke særlig meget regnskab, da det ikke interesserer mig meget. Men på hjemmesiden agera.dk fandt jeg hurtigt en revisor, som kan tage sig af den slags.


Så jeg bruger i stedet energien på andre ting: I starten af december gæstede jeg og nogle gode kolleger eksempelvis ‘Mændenes hjem’ for at klippe hjemløse og andet godtfolk, så de kunne blive fine til jul. Ganske gratis selvfølgelig. Jeg har også fået mere tid til at male billeder, hvilket ligeledes giver mig glæde.

Jeg er hele tiden opmærksom på de små ting, der kan give mit liv mere mening og værdi. Udover at gøre ting ,som gør mig glad, prøver jeg også, at mindske mængden af ligegyldig data, som ellers bliver kastet i hovedet på folk fra alle retninger. F.eks. har jeg ikke fjernsyn i mit hjem og hører ikke radio i salonen. I stedet byder lydbilledet på jazz, mens arbejdet står på, og vil jeg se en god film i min fritid, går turen i biografen.

Hvis man er til indre ro, kan jeg varmt anbefale en bog af Jørgen Svenstrup. Titlen er ‘Du bliver, hvad du tænker’, og fortællingen handler om, hvordan man styrer sine tanker. Til bogen kan man hente en app, som hedder ‘Mentaltræning’. Dette værktøj kan guide dig igennem fysisk såvel som psykisk afspænding. Der anbefales 15 minutter om dagen, og det virker ret godt for mig.

Stress er både en god og en dårlig ven. Symptomerne kan gøre dig utrolig stærk, men kun for en kort periode. Husk at kræfterne udelukkende er til låns, og du ikke kan blive ved i lang tid af gangen. Så tag temperaturen på dig selv. Mærk efter og find ud af, hvordan du har det. Det kan betale sig at stoppe op og tage et skridt tilbage engang imellem. Inden du ved af det, har du taget to frem igen. Det gjorde jeg, og det har været den bedste beslutning i mit liv.

Det er hvad jeg fik ud af år 2014, så må vi se hvad dette nye år bringer. Tak fordi at du brugte tid på, at læse dette indlæg. Del gerne og hjælp andre til, at få et sundere arbejdsliv.